Oprindeligt er agerhønen de store, åbne, træløse græssteppers fugl. Reden placeres på jorden, skjult i tæt græs, og når æggene er klækket, fører agerhøneparret sit kuld til en varm og lysåben plet, hvor kyllingerne mellem græsser og urter selv finder de larver, biller og bladlus, der er altafgørende for deres overlevelse i de første leveuger.
Efterhånden som kyllingerne vokser op, overgår de gradvist til, ligesom forældrefuglene, at spise planteføde i form af grønne skud, ukrudtsfrø og korn. Familieflokken holder sammen indenfor et afgrænset lokalområde gennem hele vinteren, og først ved forårets komme splittes flokkene op, når agerhønsene udparres forud for den næste års ynglesæson.
Vi ved naturligvis ikke hvor mange agerhøns, der levede i middelalderens Region Sjælland, men sideløbende med afviklingen af fæstevæsenet, hvor udflytning af gårde fra landsbyerne tog fart, og hvor hver gård satte hegn og markskel om sin jord, øgedes agerhønsenes antal. Landbruget var en blanding af husdyr- og planteavl, og på de mange små marker var de dyrkede afgrøder fyldt med insekter og ukrudtsplanter.
|
|
Fortiden som steppefugl gjorde det let for agerhønen at tilpasse sig det dyrkede agerland. Tæt vegetation i bunden af de mange markskel og levende hegn udgjorde det ideelle redested, og de ekstensivt dyrkede marker udgjorde et perfekt skjul mod rovdyr og -fugle, hvor kyllingerne kunne lede efter de insekter, som kornafgrøderne vrimlede med.
I første halvdel af det tyvende århundrede var agerhønen, sammen med haren, langt de vigtigste arter for jagten i Danmark, og da rovvildtbekæmpelse efterhånden vandt indpas som et vigtigt element i vildtplejen nåede man i 1930-50'erne et højdepunkt i markvildtbestandene, hvor der menes at have været op imod 200.000 par ynglende agerhøns i Danmark.
Men allerede fra 1950-ne begyndte det at gå ned ad bakke af en lang række komplekse årsager. Men først og fremmest fordi agerhønens livsvilkår i det mere og mere intensivt dyrkede landbrugsland blev stadigt mere vanskelige. Dette fremgår af grafen, som viser det jagtlige udbyttes næsten konstante fald fra 446.100 agerhøns i 1949 til 37.400 i 2009. |
